Forretningsbetingelser

Forretningsbetingelser for rekruttering

Honorar
Rekrutteringshonoraret udgør 13-16% og er baseret på en samlet vurdering af opgavens omfang og kompleksitet. Honoraret beregnes som en procentsats af den nye medarbejders årsgage, dog minimum kr. 25.000. Årsgagen beregnes som den gennemsnitlige aftalte månedsløn gange 12 inkl. bonus/provision ved målopfyldelse, fri bil samt andre goder.

Hvis medarbejderens løn stiger mere end 20% inden for seks (6) måneder tillægges 50% af månedslønnens stigning til vort honorar. Ved deltidsansættelse beregnes honoraret ligeledes som en procentdel af den forventede bruttoårsløn omregnet til en fuldtidsansættelse.
Ved opgaver som involverer rekruttering i udlandet pålægges et tillæg, der aftales i hvert enkelt tilfælde.

Annoncering og medie
Kunden faktureres et beløb på kr. 18.500 for online og printannoncering ved igangsætning af opgaven. Beløbet dækker online jobannoncering på følgende portaler: Jobindex, Jobzonen, Jobnet, CA-hjemmeside, LinkedIn, house-of-solutions.dk, relaterede sites og udvalgte samarbjedspartnere. Hertil kommer to henvisningsannoncer med kundens logo i enten Berlingske Tidende, Jyllandsposten, Børsen eller Politiken. Al yderligere annoncering aftales skriftligt og omkostninger forbundet med dette faktureres særskilt.

Garanti
Der aftales en garantiperiode på tre (3) måneder. Hvis medarbejderen, mod forventning, ikke lever op til kravprofilen og samarbejdet dermed må ophøre indenfor garantiperioden, forpligter vi os til at finde én ny medarbejder til stillingen uden betaling af et rekrutteringshonorar. Garantiordningen forudsætter, at stillingens indhold ikke er ændret og at kandidaten har gennemført det aftalte introduktions- og udviklingsforløb. House of Solutions præsenterer fem (5) relevante kandidater inden for en periode på seks (6) måneder, hvorefter garantien bortfalder.
Garantiperioden kan ikke afkortes eller fratrækkes honoraret og tilkøb af yderligere tre (3) måneders garanti faktureres med kr. 20.000.

Oplysningspligt
Hvis kunden modtager henvendelser vedrørende stillingen i aftaleperioden, er kunden forpligtet til at henvise til House of Solutions, således at kandidaten kan indgå i den samlede pulje af kandidater.
Det påhviler kunden omgående, efter ansættelsen har fundet sted, at orientere House of Solutions skriftligt om dette.
Kunden forpligter sig skriftligt til at oplyse House of Solutions, hvis de egenhændigt eller via tredjemand samtidig søger at løse opgaven.

Gensidig tryghed
House of Solutions kontakter ikke kandidater, som har fået ansættelse hos gennem os vores kunde. Vi kan ikke afholde kandidater fra, på eget initiativ, at søge stillinger gennem House of Solutions. I givet fald, vil vi ikke behandle kandidaten i en periode på 24 måneder fra den dato, kandidaten påbegyndte ansættelsen hos kunden.
Kandidater, der ansættes eller præsenteres af House of Solutions, må ikke uden skriftlig tilladelse videreformidles til moder-, datter- eller associerede selskaber og  andre virksomheder, i en periode på 24 måneder uden yderligere honorar til House of Solutions.

Aftaleperiode
Hvis ikke andet er skriftligt aftalt, arbejder House of Solutions eksklusivit på rekrutteringsopgaven i en periode på seks (6) måneder fra indgåelse af aftalen. Har House of Solutions undtagelsesvis ikke præsenteret en egnet kandidat indenfor tre (3) måneder fra indgåelse af aftalen, kan aftalen opsiges skriftligt med to (2) ugers varsel og kunden betaler intet rekrutteringshonorar.
Hvis kunden afbryder opgaven inden for aftaleperioden betales 1/3 honorar. Hvis kunden egenhændigt eller via tredjemand søger at løse opgaven i aftaleperioden uden skriftlig aftale med House of Solutions betales 1/3 honorar og House of Solutions kan vælge at afbryde opgaven.

Fakturering
Ved igangsætning af opgaven faktureres kunden 1/3 af honoraret, ved præsentation af kandidater (formidling af kandidatoplysninger til kunden) faktureres kunden 1/3 af honoraret og ved ansættelseskontraktskrivning beregnes honorar svarende til den resterende 1/3 af honoraret. Dette gælder også for stillinger, som kandidaten ikke er blevet direkte præsenteret til og for stillinger i moder-, datter- eller associerede selskaber og andre virksomheder.
Udlæg til transport, ophold og fortæring refunderes krone for krone og kørsel i bil afregnes efter statens takster samt køretid kr. 100 pr. påbegyndt halve time. Tilbagebetaling eller refusion af rekrutteringshonorar finder ikke sted.

Datasikkerhed
Alle oplysninger behandles fortroligt. Al data vil blive behandlet i overensstemmelse med de relevante love for datasikkerhed.
House of Solutions træffer de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod at oplysninger kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med lov om behandling af personoplysninger.
Kunden er forpligtet til at slette alle modtagne profilbeskrivelse, personoplysninger og -analyser senest ved kontraktskrivning.

“Forretningsbetingelser for rekruttering” er underlagt de generelle forretningsbetingelser for House of Solutions ApS.

Opdateret: Juni 2010.

Du kan kontakte os på e-mail for flere informationer om hvordan, vi kan samarbejde i fremtiden.

House of Solutions     e-mail: info@house-of-solutions.dk